Islændingesagaerne
Samtlige sagaer og niogfyrre totter
|
Pris |
Udgivelsestilbud |
Nyoversættelse af de islandske sagaer er 5,6 kilo litterært guld
Her er totterne med for første gang, alle sammen. Og redaktørens indledning er en forbilledlig sammenfatning af den foreliggende viden om forudsætninger og indhold af »Islands litterære mirakel«. - Thomas Bredsdorff i Politiken
„Sagaernes storhed er for mig en af de højeste verdener, jeg har kendt.“ - Karen Blixen
„De islandske sagaer indtager en enestående plads i litteraturen. De indeholder nordboens eget væsen, et aftryk af liv, hvori nordboen den dag i dag genkender sig selv.“ - Johannes V. Jensen
„De islandske sagaene er ryggraden i all nordisk litteratur.“ - Roy Jacobsen
„Dei eldste og mest verdifulle klenodium i den nordiske litteraturens smykkeskrin.“ - Edvard Hoem
Islänningasagorna innehåller nyöversättningar av samtliga släktsagor. Här finner man den mäktiga skådeplatsen som berättar om människor i Norden under medeltiden och deras världsbild. Det är historierna om märkliga kvinnor och män, skalder och fredlösa, stridsmän och skojare som med äran och hedern som rättesnöre tävlar om kärleken och makten.
“Ingen stil kan förefalla enklare, trovärdigare, kyskare – en stil klar som källvatten, en stil utan förrädiskt känslogrums, en stil som tycks visa fram verkligheten i dess mest essentiella form.” - Lars Lönnroth
“Utan överdrift kan man beteckna de isländska släktsagorna som Nordens enda samlade originella insats i världslitteraturen.” - Peter Hallberg
Der findes 40 islændingesagaer. De handler om mennesker og begivenheder i Island og i Norden mod vikingetidens slutning. Flere af fortællingerne menes traditionelt at være bevaret mundtligt siden det 9. og det 10. århundrede, men de er komponeret som velgennemtænkte litterære værker af anonyme forfattere i det 13. og 14. århundrede.
Islændingesagaerne skildrer nogle generationer fra de oprindelige norske landnamsmænd, som trodsede verdenshavet for at bosætte sig i Island. De og deres efterkommere dannede en fristat uden konge, styret af høvdinger, som mødtes for at indføre love og indgå forlig på altinget, verdens ældste nationalforsamling.
Hovedhandlingen i de fleste islændingesagaer finder sted i nogle årtier omkring år 1000, da nordboer både sejlede til Amerika og forkastede deres hedenske tro og blev kristne. Hovedpersonerne er som regel af fornem herkomst, høvdinger og rige bønder, krigere og digtere, og sagaerne handler om deres fejder over land eller social status, lokal autoritet og magt, men også om kvinders gunst og kærlighed. Konflikterne udvikles, når en mand tager hævn for en tilsyneladende ubetydelig æreskrænkelse, og fejder vokser ofte gradvist, indtil hele herreder eller familier står i brand.
Det er karaktertegningen snarere end handlingen, der gør sagaerne levende og relevante for moderne læsere. Mange sagahelte antager episk skikkelse, når de modigt vedbliver at kæmpe – uden chance for at vinde – for til sidst at opnå storhed i døden. Andre er snu ræve, eller følsomme under en hård facade, storsindede eller bedrageriske, men frem for alt er de menneskelige og psykologisk overbevisende. Kvinder er sjældent indblandede i kampe og voldsomme optrin, men de spiller en stor rolle i udviklingen af konflikter ved at opfordre til fejder eller provokere deres ægtemænd eller sønner til hævn.
Sagaerne ligner historiske romaner, som er skrevet flere hundreder år senere end begivenhederne, idet de fortæller om og fortolker begivenheder omkring efterkommerne af de første landnamsmænd og deres afstamning, sagn og myter. Forfatterne dramatiserer begivenheder og samtaler og udformer handlingen på en kunstnerisk måde. Fortællingerne er realistiske i stilen og foregiver altid at beskrive virkelige, historiske personer i deres dagligliv, indtil de suges ind i en række begivenheder, hvor deres personlighed sættes på den ultimative prøve. Sagaforfatterne er synsvinklens og sceneskiftets store mestre, så sagaerne ofte minder om moderne filmteknik. Stilen er nøgtern og afbalanceret, fyldt med ironi og storslåede fraser.